En fin sten

Jeg har skrevet en lille historie, der hedder 'En fin sten'. Den  er blevet illustret af Anna Margrete Kjærgaard og udkommer hos Jensen&Dalgaard til august. 


'En fin sten' vandt sidste år Grundtvigsk Forums børnelitteraturkonkurrence, hvor det eneste krav var, at der i historien optrådte en LGBT-personlighed. Den handler om, at sandheden afhænger af, hvorfra man ser den. Og om at finde forskellige sider af sig selv. Også dem, der ikke lige er til at få øje på for andre. Og endelig handler den om at turde at stå ved, den man er.


Juryens begrundelse:

"For hver gennemlæsning forvandler den fine sten sig mere og mere til en poetisk perle. Teksten fremstår helt enkel med få ord, men bag disse ord gemmer der sig en tyngde og en stemning. der fylder på papiret. Der er mere i den fine sten, end øjet umiddelbart ser. Og stene rører os. 


Alt afhænger af øjet, der ser. Men man kan ændre sit perspektiv på verden ved at flytte sig. Med få subtile virkemidler demonstreres netop dette i et sprog og i et univers, som et barn i målgruppen kan gribe og forstå.


Verden er ikke altid, som den ser ud. En pingvin kan vise sig at være en søløve eller måske en haj. Ligesom en fin sten kan vise sig at være en børnelitterær perle."


Sanne Paustian Billesbølle, Cato Thau-Jensen, Kim Fupz Aakeson.


Det blev en smuk aften på Vartov, hvor vinderen blev offentliggjort. Blandt andre holdt Jens Raahauge en fin tale, som han siden har omdannet til denne artikel

Her skriver han blandt andet om 'En fin sten':

"Denne fine måde at anskue mangfoldighed på, fik mig til at tænke på et af filosoffen Hegel argumenter for kunstens funktion i forhold til virkeligheden.
Tænk på de skulpturer Bertel Thorvaldsen kunne fremkalde af en marmorblok. Kunsten formår at tilføre den sanselige virkelighed ånd, så det virkelige bliver gennemlyst af en forbindelse til sandheden. Vi vil aldrig helt kunne forstå, men pointen er også, at vi skal få og bevare trangen til at forstå.
Som formidler (oplæsende forældre/pædagog/lærer) må jeg have respekt for denne "guddommelige" proces. Digteren Dan Turéll siger i et digt: "Om jeg tror/ på Gud/ Ja, da / jeg skriver jo selv." Men som læser er man jo medskaber af skabelsesprocessen, for det er læseren, der gør teksten færdig.

Jeg var i Kulturen på P1 i den 10. juli 2019. I kan lytte til programmet ved at trykke på dette link. Jeg kommer på 12 minutter inde i programmet. Jeg var ret nervøs i dagene inden, men heldigvis var jeg på ølejr sammen med en masse gode mennesker, der gad snakke med mig om, hvad jeg skulle sige:


Jeg ville fortælle om min mor, der læste for mig, da jeg var barn. Og om min far, der digtede historierne selv og tegnede for mig. I historierne kunne vi mødes om noget vigtigt, og det var godt, for vi havde svært ved at finde ordene selv.


Jeg ville fortælle om at læse for mine egne børn, og at jeg bedst kan lide, når der er flere lag i historierne. Når man læser, går man ind i en anden verden. Man prøver angst, glæde, sorg og mod af i et sikkert og overskueligt og afgrænset rum. Man leger man er en anden. Man prøver af, hvordan det føles at leve et andet slags liv. Man træner empati.


Jeg ville sige, at når man lytter til historier, lærer man historiens kraft. At man kan fortælle sin egen historie, og at den måske kan fortælles på en ny måde.


Det blev ikke det, jeg sagde. Jeg sagde noget, der minder om og noget andet også. Men det blev fint og personligt, som jeg ønskede.


Her er hvad jeg skrev til Grundvigsk Forums hjemmeside:

For mig er det vigtigt, at man i højtlæsningen har et møde, der kan mærkes indeni. Derfor synes jeg, at god børnelitteratur er, når historien bevæger både barnet og den voksne. Det må gerne være nogle svære emner, og svaret skal ikke være sort/hvidt.